//forfatteren

asmund havsteen-mikkelsen

Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) er en ærøsk kunstner, der som kunstmaler er kendt for sine arkitektoniske motiver med et tilsyneladende fravær af mennesket. Han har deltaget i gruppeudstillinger i ind- og udland, ligesom han har haft soloudstillinger både i danmark og internationalt.

Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi (2003-2009), og er desuden cand. mag. i Litteraturvidenskab og Filosofi fra Københavns Universitet (1996-2003).

Asmund Havsteen-Mikkelsen har skrevet flere tekster om kunst og æstetik. Han har boet flere år i Berlin, haft længere studieophold ved akademier i Hamburg og Kitakyushu i Japan, og han bor og arbejder i dag i København.

Som forfatter har han en række titler bag sig med forskellige temaer inden for kunst og kultur; senest og mest klimaaktuelt er bogen Det generøse fællesskab. Her drømmer forfatteren om et genforvildet Danmark.

Det generøse fællesskab henviser til alle dem, der ønsker at tage del i denne drøm. En drøm, hvor vi bremser tabet af det mangfoldige liv og binder så meget CO2 i genskovning, at de værste klimaforandringer afbødes.

Bogens presserende budskab er, at det er mere påtrængende end nogensinde at formulere en ny moralsk etos for det 21. århundrede, som kan ændre den måde, hvorpå vi behandler naturen. 

Det generøse fællesskab er en erklæring til verden: Tiden er kommet, hvor vi skal give naturen tilbage, hvad vi har taget fra den; skabe biodiversitet fremfor monokultur; respektere og lade den ikke-menneskelige natur udfolde sig frit.

Læs om de andre kunstnere